Priser & Trofæer

"Årets Radioreklame" Prix Radio 2017

Bureau: Lars Jul/Mount Belzoni
Produktion: Lars Jul/Mount Belzoni
Kunde: Electrolux - Ultrasilencer Zen

En radioreklame for en meget lydsvag støvsuger? Den ligger vist lige til højrebenet. Vi skal selvfølgelig illustrere den lyd, der næsten ikke er der.
Jeg valgte simpelthen at bruge radioens lydstyrke ude hos lytterne som reference for lydniveauet på støvsuger. På den måde bliver det meget håndgribeligt. Så støvsugeren bliver ganske enkelt startet i baggrunden under indtalingen. Det synes jeg selv er at bruge radiomediets præmisser til max. Og det var jeg åbenbart ikke ene om at mene. For radiospottet blev ved Prix Radio 2017 - Danmarks Officielle Radiopriser - kåret som Årets Reklame.
Spottet er også et eksempel på, at "less is more". Altså hvor effektfuldt det kan være at spille lyden af (næsten) ingenting. Når man hørte spottet i radioen, fremstod det nærmest som en oase. Og det var præcis det, jeg ville opnå. Det skaber fuld opmærksomhed hos lytterne. Og samtidig er der er herlig ærlighed over reklamen, da vi fra allerførste ord lægger kortene på bordet og fortæller, hvad det handler om. Dejligt at stå på Vega i København og modtage min 3. Prix Radio-award"


"Årets Radioreklame" Prix Radio 2016

Bureau: Lars Jul/Mount Belzoni
Produktion: Lars Jul/Mount Belzoni
Kunde: Langelandsfestival

Danmarkshistoriens længstløbende radioreklame-føljeton. Det kan vi vist med rette efterhånden kalde det univers, jeg har udviklet omkring mine radiospots for Langelandsfestivalen.
Siden 2012 har mine to børn og deres søde stemmer været at finde i op mod 3 millioner menneskers køkkener, biler, arbejdspladser o.s.v. Og endnu engang har vi været så heldige at vinde titlen som Årets Bedste Radioreklame ved Prix Radio - "Danmarks Officielle Radiopriser" - 2016.
Jeg er naturligvis rigtig stolt af prisen. Specielt taget i betragtning, at reklamen ikke "bare" er sød og sjov men også - på kun 30 sekunder - får leveret et klart budskab, der ikke fremstår som ren lovprisning og som efterlader lytterne med et smil. Det er ikke i sig selv et mål at få nævnt produktnavnet mange gange. Men i dette spot får vi faktisk sagt "Langeland" 5 gange på et halvt minut - uden at det på nogen måde virker pushy og "for meget".
Og derudover får vi fra anslagets allerførste sekunder kommunikeret Langelandsfestivalens vigtigste budskaber - dejlig sommerstemning, fest, god musik og børneaktiviteter.
Det kreative omdrejningspunkt med råbene mellem mine børn og publikum er faktisk en idé fra 2012, hvor jeg sammen med Bubber fik publikum foran Stor Scene til råbe "Langeland....Langeland". Dengang vidste jeg ikke præcis, hvordan jeg ville bruge optagelsen med publikum. Små 4 år senere fandt jeg nøglen til, hvordan råbene kunne mixes med mine børns stemmer på en måde, hvor det sjove og kreative kunne kombineres med kundens ønskede information.
Og nu er Langelandsfestivalen, mine unger og jeg dobbelte prisvindere. Og det er vi stolte af



"Årets Radioreklame" Prix Radio 2012

Bureau: Lars Jul/Mount Belzoni
Produktion: Lars Jul/Mount Belzoni
Kunde: Langelandsfestival

En idé udspringer ofte af dagligdagens små hændelser. Spottet FUCKFINGER for Langelandsfestivalen er et godt eksempel på dette. Min 3-årige søn, Noah kom hjem fra børnehaven og meddelte stolt, at han godt ved - mens han hev i langefingeren - at den her…..den hedder "fuckfingeren". Og det ord var faktisk det kreative indspark til spottet, der skulle fungere som en follow-up til et spot for Langelandsfestivalen, der dengang var aktuel i radioen, og som kørte på samme tema - nemlig den søde leg, hvor børn skal lære at sige "tommeltot, pegefinger.....". I det spot brugte jeg min datter, Filippa. Og vinklen på spottet er, at hun i stedet for "langemand" siger "Langeland", fordi hun har Langeland på hjernen; hun vil til festival. Altså en lille ord-twist, der så leder os over i produktet - Langelandsfestival.

Da dette første "langemand/Langeland"-spot efterhånden skulle erstattes af et nyt, kom Noahs fuckfinger-bemærkning som sendt fra himlen; jeg så med det samme hele fuckfinger-spottet for mig inde i hovedet.

Jeg skyndte mig at lave manus og efterfølgende producere spottet. Faktisk som en dummy, da spottet kun kommer til sin ret, hvis man hører det færdigt; En stor del af charmen ligger i den søde drengs frække påhit. Efter produktion dukkede spørgsmålet selvfølgelig op, om det ér et skråplan at lære børn ved højttaleren at sige "fuck". Jeg sendte spottet til festival-ledelsen vel vidende, at de meget vel kunne rynke på næsen og melde tilbage med et nedadvendt tommel til mit fuckfinger-spot. Men det gjorde de ikke. De ringede tilbage og meddelte, at de sad og slog sig på lårene af grin. Vurderingen af, om deres festival skulle kobles sammen med en fuckfinger var kort oppe at vende. Men charmen i spottet - og en lille rundspørge blandt mødre og fædre, der alle smilede, gjorde udslaget: spottet blev puttet i luften få dage senere.

Og responsen var imponerende. Fra kolleger i branchen. Og endnu bedre - og vigtigere; fra lytterne. Langelands-ledelsen modtog efter få indrykningsdage mails fra lyttere, der spurgte, om de kunne få spottet tilsendt, da de gerne ville spille det for venner og familien. Det må jeg indrømme, at jeg aldrig har oplevet før. Andre ville vide, hvordan Filippa og Noah ser ud. Skægt!

Så da Langelandsfestivalen løb af stablen, ville festivalledelsen have, at de 20.000-25.000 mennesker, der stod og ventede på Rasmus Seebach, skulle have mulighed for at sige hej til børnene. Behøver jeg sige, at det for de 2 purker var en fantastisk oplevelse af hilse på Bubber og et sandt menneskehav gennem projektør-skærene. Seancen blev filmet. Du kan se den her:

At jeg et halvt år efter stod med et Prix Radio-trofæ i favnen for at have produceret årets bedste radiospot, var naturligvis helt fantastisk. Jeg er stolt af prisen. Og endnu mere af spottet - at jeg er både idé-ophavsmand og producent på et spot, hvor det hele går op: kundens ønske om en mere familieorienteret vinkel, masser af humor, sympati, overraskelse, smil og sommerglæde.



”Epica Awards bronze 2010”

Idé/tekst: Peter Boe og Thomas Falkenberg, Envision
Produktion: Lars Jul/Mount Belzoni
Kunde: Falk Lauritsen.

Jeg var virkelig stolt, da Peter Boe fra Envision ringede og fortalte, at vi havde vundet en bronzemedalje ved Epica. Epica er en særdeles velrenommeret uddeling, og alene at være shortlistet er flot. Og så fik vi en 3. plads! Fortjent? Lyt herover og vurdér. Spottet er virkelig godt skruet sammen indholdsmæssigt; Envision bruger mediets præmisser på fremragende vis. Tre af de største fordele ved radiomediet bliver brugt til UG:

  1. Vi skaber en scene. Og vi gør det hurtigt. Vi er i en flykabine. Alle kender situationen.
  2. Sekunder er relativt billige på radio. Derfor kan man længdemæssigt tillade sig at folde sig mere ud på radio end på tv. Dette spot formår at holde lytteren interesseret hele vejen igennem – trods en ret lang spotlængde.
  3. Pauser. Virkelig en fantastisk effekt ved radio. Brug pauser. Det gøres med perfektion i dette prisvindende Falk Lauritsen-spot. Sekunder er billige, lytteren får tid til at absorbere og afkode indholdet og vi pirrer og overrasker lytteren. Et klasse-eksempel.

Så min opgave bestod i at føre en grundlæggende supergod idé ud i livet; Find en god stewardesse og en frisk, trovædig mand til den korte voice over i slutningen. Derudover krydrede jeg med lidt Foley-lydarbejde i form af for eksempel mikrofon-skramlen, inden stewardessen informerer. Og sidst men ikke mindst skulle jeg tilpasse stewardessens pauser. En vigtig del af spottet. Simpelt og effektivt - og prisvindende.

  • logo
  • Øst

    Rothesgade 6, st. th., 2100 København Ø

    Vest

    Ravnevej 7, 8410 Rønde

  • Kontakt

    Tlf: +45 8764 0000
    Mobil: +45 2819 2930
    E-mail: larsjul@mountbelzoni.com